Nyheder
Anders Blichfeldt og Grundfos-medarbejdere sang, så taget lettede
28-Apr-2022
Forventningens glæde var enorm og sommerfuglene i maverne mange, i minutterne lige inden 37 Grundfos-medarbejdere marcherede ind i Event Hall for at afgive Syng dig glad og sund-koncert søndag den 24. april kl. 19.30.
Forud for koncerten, som eksklusivt var for familie, venner og Grundfos-kolleger, var der blevet øvet i stor stil – både ved 10 fysiske øvesamlinger i den store sal på Pilevej 6 i Bjerringbro og ved hjælp af lydfiler, som der var blevet sunget med på i timevis hjemmefra. Øvningen kulminerede med to hele dages prøver i Event Hall lørdag og søndag, inden det gik rigtigt løs sammen med Anders Blichfeldt og otte andre professionelle musikere foran de ca. 400 personligt inviterede gæster og kolleger søndag aften.
Det blev et kæmpebrag af en koncert, hvor publikum flere gange stod op og hoppede og klappede med hænderne over hovederne i begejstring, alt imens de sang med –, og det gjaldt for hver og en, selvom gennemsnitsalderen efter alt at dømme lå i den høje ende!
Alt gik simpelthen op i en højere enhed, og det skyldtes en fælles samarbejdsindsats af dimensioner:
– En Anders Blichfeldt i topform med sin stærke, genkendelige og sjælfulde stemme
– Et professionelt ottemands-orkester inkl. strygere, som spillede, så ikke et øje var tørt
– Et velforberedt og veloplagt firstemmigt Syng dig glad og sund-kor, som trykkede den max af
– En helt fænomenal kor- og orkesterleder, som havde arrangeret lyden til perfektion og fik alt til at flyde
– En professionel lydmand og ditto lyskvinde, som skabte den rette stemning omkring de enkelte numre
– En lang række medarbejdere på Grundfos Center, som sørgede for alt det praktiske med scene- og stoleopstillinger, forplejning og meget mere.
Grundfos-medarbejdere, som deltog i årets Syng dig glad-forberedelser og -koncert, siger følgende om arrangementet:
Det var lige, så jeg fik gåsehud, da publikum rejste sig op, sang med og klappede!
Anni Mølgaard, Systems Consultant
Fantastisk arrangeret. Sikke en korledelse. Kæmpe oplevelse. Jeg har genfundet glæden ved at synge og begynder nu i Grundfos Koret!
Mette Kirkegaard Lysdahl, Director – Corporate Guest Services
Fedt publikum, fed forsanger, fed korleder og, ikke mindst, fede korkolleger = en vildt fed oplevelse!
Mette Lyng Klausen, Application Consultant
En helt fantastisk oplevelse at være en del af. Jeg fik flere gange gåsehud under koncerten og havde totalt svært ved at stå stille. Er endnu høj efter oplevelsen, og musikken kører stadig på gentagelse i mit hoved!
Gitte Toft Kristensen, Quality Engineer
Super fed koncert, man ikke glemmer – fantastiske sange – publikum gik amok!
Poul Bjerggård Christensen, System Consultant
En FANTASTISK oplevelse, som jeg vil huske længe, selvom jeg var dødtræt bagefter og samtidig helt oppe at køre!
Helene Ulsøe, Application Consultant
Fantastisk og imponerende arrangement, velforberedt ned til mindste detalje, luksusoplevelse – tak til Grundfos og medarbejderforeningen Grundfos Hobby Sport!
Lisbeth Rahbek Andersen, Application Specialist
Jeg er fuldstændigt oppe at ringe. Dette er en af de allerbedste oplevelser i mit liv. Vildt at være ansat et sted, hvor man kan få sådan en 5-stjernet balsamisk oplevelse for krop og sjæl!
Joan Jasper, IS Communication Consultant
Som GHS-formand, som tenor og som menneske: Sikke en oplevelse. Den kommer jeg mig ikke over lige med det samme!
Sten H. Gregersen, Systems Consultant
Syng dig glad og sund-koncerter arrangeres af Grundfos Hobby Sport, som alle medarbejdere i Bjerringbro kan blive medlemmer af for et beskedent månedligt beløb, pt. 40 kr. Ønsker du at være med ved næste Syng dig glad og sund-arrangement, så er du hjertelig velkommen! Hold øje med opslag på Insite, eller følg med på ghs.grundfos.com under find udvalg/kor.
Vil du i gang med at synge allerede nu, så er der plads til dig i Grundfos Koret! Kontakt da venligst korets formand, Mette Rødbro Jensen.